Gregory Bateson - De logiske kategorier for læring og kommunikation

Nu har jeg i et stykke tid været færdig med begge vores gruppes tekster, men vil starte med at skrive lidt om Batesons. Det var den sværeste men også mest interessante tekst - i hvert fald er den af de to tekster der er poppet op i mit hoved nu og da siden jeg læste den.

Teksten omhandler læring i en række forskellige niveauer, gående fra Læring 0, hvor gentagen input giver samme eller ingen respons, til Læring IV, som er så avanceret at det sjældent forekommer - hvis overhovedet.

Den starter med lidt om teorien om logiske typer. Det handler om klasser der definerer de indeholdte elementer, og hvordan indholdet af forskellige klasser kan og ikke kan være medlem af andre klasser. Idéen er så, at prøve at lave en delvis analogi over til forskellige grader af læring. Det meste af den følgende beskrivelse er egentlig læsbar uden, at man behøver tænke så meget over klasser og logiske typer. Overordnet set giver det dog mening at tænke således, da overordnede læringsgrader svarer til klasser, der har mindre læringsgrader indeholdt i sig. Det er en metode til at prøve, at sætte tingene i lidt mere overskuelige "kasser".

Min opfattelse af læringsgraderne:

Læring 0 er de tilfælde, hvor læring ikke fører noget nyt - nogen forandring - med sig. Langt de fleste, der hører en klokke ringe ude fra vejen, har for længst lært, at det er Hjemis-bilen, der kommer - og der kan man købe is. Næste gang man hører lyden, fremkalder det den samme gemte viden. Et andet eksempel kunne et elektronisk kredsløb - det gør det samme, hver gang man tilslutter strøm. Hverdagen er fuld af eksempler på samme respons på samme stimuli for både dyr og mennesker. Jeg spekulerer på, om det ikke er det, som vi kalder "vaner".

Læring I er det, som de fleste umiddelbart forbinder med læring: En gentagelse af samme stimuli med tilhørende forstærkning (eller måske manglen herpå) fører til en ændret adfærd. Som ejer af to hunde synes jeg bedst om eksemplet hvor hunden savler på tidspunkt 2 - og det gjorde den ikke på tidspunkt 1. Mon ikke hunden har fået en godbid for at adlyde en kommando, og med næste gentagelse af kommandoen fremkaldes en minde om godbidden i hundens bevidsthed - hvorfor den savler.
Teksten indeholder nogle antagelser for at et niveau højere end Læring 0 i det hele taget kan nås:
1. At en given kontekst kan gentages
2. At al reaktion ikke er bestemt af genetikken
Nr. 1 må i mit hoved kræve lidt "frirum", da situationen i næsten alle tilfælde faktisk vil være ændret - især jo mere intelligente væsner man arbejder med. Både lærer og elev vil kontinuerligt ændre deres syn på de gentagne øvelser. Men accepterer man ikke lidt af dette frirum, så vil hver kontekst være forskellig, så det er noget nyt man lærer hver gang, og så er det altid Læring 0.
Nr. 2 synes jeg er ganske tankevækkende. Et eksempel i teksten er, at det simpelthen er kodet i hundens DNA, at anden gang - tidspunkt 2 - så savler den. Det minder mig om diskussionen om skæbnen, om alt er forudbestemt, eller om vi har en fri vilje. Lige meget om alle handlinger er styret helt nede fra genetikken, eller om vi styres af en højere magt, så forsvinder en hver mening bag læring - så den er jeg med på at vi dropper.

Læring 2 er "at lære at lære" - når et dyr eller menneske bruger tidligere optaget viden til at håndtere nye kontekster. Hvis videnen bruges korrekt kan en opgave klares hurtigere, og hvis forkert går det måske langsomme. Brugen af forstærkning kan være sporadisk, så eleven må prøve sig frem. Her har teksten mange eksempler:

• Det at blive bedre til hurtigt at lære udenad. Det der skulle læres udenad næste gang, lignede ikke det fra sidste gang - men metode og motivation kunne gøre en person bedre og bedre.
  
• Rhesusaber fik opgaver der lignende hinanden, og fik føde hver gang de løste en opgave. Aberne kunne bruge erfaringerne fra tidligere opgaver til at løse den nyeste opgave hurtigere.
• "Reversal learning" hvor betydningen af stimuli bliver ændret undervejs. I første omgang byttes betydninger, og det studeres om subjektet lærer noget heraf, og bliver hurtigere til at reagere på ændringen.
• "Eksperimentelle neuroser" hvor et dyr lærer at skelne mellem f.eks. en ellipse og en cirkel. Gradvist ændres formene så de to kommer til at ligne hinanden mere og mere og til sidst bliver de ens. Dette kan føre til adfærdsmæssige forstyrrelser.
  

Kommunikationen mellem mennesker kan også betragtes i et Læring 2-begreb. A siger noget til B, og dette kan være en stimulus, en respons, en forstærkning osv. Således kan det gå frem og tilbage, og samtales opleves subjektivt forskelligt af A og B. En række adjektiver som man normalt bruger til at beskrive nogen, som f.eks. fjentlig, venlig eller spøgefuld, opstår faktisk som et led i kommunikation. Det er subjektivt hvordan A, B og ev. tilskuere opfatter kommunikationen - og de vil beskrive den forskelligt.

Læring 3 er der, hvor det begynder at blive svært. Læring 2 er ellers rigelig kompliceret, men i Læring 3 bliver "selvet" udfordret. Man skal kunne træde et skridt tilbage fra sig selv så at sige, og ændre hele eller dele af personligheden alt efter, hvad der i en given situation er bedst. Da det er vores erfaringer, og hvordan vi har fået dem - Læring 2 - der har defineret vores personlighed tilbage fra vi blev født, så risikerer man simpelthen at gå fra forstanden.
Under mere kontrollerede forhold hos f.eks. en psykoterapeut kan en person blive hjulpet til dette på en afgrænset del af personligheden.

Læring 4 beskrives ikke nærmere, men det formodes at visse væsner gennem evolution og erfaring kan nå hertil. Umiddelbart tænker jeg, at det må kræve en eller anden form for gruppeintelligens.

Læring 0 til 4 ses her som en simpel uforgrenet stige, men der sluttes af med at konkludere, at så simpelt er det ikke, da der formodentlig vil være forhold på kryds og på tværs - f.eks. mellem Læring 0 og Læring 2.

Da jeg selv af og til har stået for undervisning og planlægning heraf på min arbejdsplads, giver denne tekst en del tanker. Det nævnes aldrig i teksten, at en form for læring skulle være bedre end en anden, men mon ikke Læring 2 "hænger" bedst fast?
I en undervisningssituation vil der måske være nogen tilstede, der godt ved tingene - for dem er det Læring 0. Der kan være nogen, der passivt hører efter - Læring 1, mens engagerede elever der spørger ind og kommer i dialog med læreren kommer nærmere Læring 2.

Motivation spiller en afgørende rolle, når man prøver at lære nogen noget på en travl arbejdsplads. Kan man overvise eleverne om, at de kan bruge det lærte til noget - for dem - interessant, så kan man "få dem op af stolene".

Jeg vil tænke en del over læringstyper og motivation i den kommende tid.